Postpakker uden omdeling eller GLS Pakke Shop

Det kan godt være en udfordring at få kunderne til at afhente sin ordre i en GLS Pakke Shop, simpelthen fordi kunderne er blevet forvent med at få leveret til døren af Post Danmark. Men måske vil det ændre sig nu?

I jagten på at kunne tilbyde mine kunder den bedste service, den laveste forsendelsespris og den mest fleksible afhentningsmulighed, er mit valg faldet på GLS – et valg jeg skriver om i  mit blogindlæg “Post Danmark eller GLS” men det er ikke helt nemt at få kunderne med på Pakke Shop konceptet!

Som kontraktkunde hos GLS har du nemlig kun to forsendelsemuligheder, enten GLS Erhverv som leverer til virksomheder/arbejdspladser eller GLS Pakke Shop konceptet, som (syntes jeg) er et super godt koncept. Kunden kan vælge at afhente sin ordre i en Pakke Shop, som f.eks. en Blockbuster med åbningstid til kl. 22:00 eller 23:00 og er således ikke afhængig af at skulle på posthuset inden kl. 17:30 eller hen i en postbutik inden kl. 18:00.

Sagt med andre ord, familien Danmark kan nå at hente sine børn, handle ind, lave og spise aftensmad og lægge børnene i seng, og stadigvæk nå at afhente sin ordre uden stres og jag ;-)

Men det er svært at “lære” kunderne denne nye adfærd, simpelthen fordi vi er blevet så vant til at få vores pakker leveret ved døren med Post Danmark og såfremt vi ikke er hjemme, ja så acceptterer vi bare fuldt ud at der smides en seddel i postkassen og at vi så tager på posthuset den efterfølgende dag og står i kø for at afhente vores pakke!

Hvordan får vi ændret kundernes adfærd?

Umiddelbart villle jeg sige at det ville tage rigtigt lang tid, men nu ser det ud til at GLS Pakke Shop konceptet får en hjælpende hånd fra en noget uventet kant, nemlig fra deres største konkurrent Post Danmark…

Fra den 1. april begynder Post Danmark nemlig at tilbyde “pakker uden omdeling” til private kunder, en forsendelsesmulighed som ellers kun har været forbeholdt Post Danmarks kontraktkunder. Kort fortalt er “pakker uden omdeling” en forsendelsestype som går ud på at pakken kan sendes for et billigere beløb i forhold til “pakker med omdeling” om som navnet antyder, så bliver pakken ikke omdelt men skal afhentes på posthuset efter advisering fra Post Danmark.

Prisforskellen på med eller uden omdeling ligger på kr. 15,00 uanset om det er 5 kg. eller 20 kg. Og alt efter hvad du sælger og hvem dine kunder er, så spår jeg at det vil få stor betydning at kunderne kan spare kr. 15,00 på at afhente sin pakke selv – og i særdeleshed nu hvor det bliver en “normal” måde at sende sine pakker på.

Hvorfor kommer det GLS Pakke Shop konceptet tilgode?

Alle kunder ved hvor deres posthus ligger og de ved med sikkerhed også hvilke butikker der ligger i umiddelbar nærhed, så når selvsamme kunde sidder og skal vælge forsendelse i din webshop, ser at forsendelsen med omdeling koster kr. 80,00, uden omdeling koster kr. 65,00 (med Post Danmark) og levering til boghandleren eller blockbuster som er en GLS Pakke Shop kun koster kr. 55,00 – ja, så vil kunden nok på sigt vælge GLS som forsendelse.

De skal jo alligevel ned i centeret eller i gågaden og kan der spares yderligere kr. 10,00 ved at hente sin pakke hos boghandleren eller blockbuster fremfor posthuset, så er det bare en win win situation.

Måske er dine priser ikke standardpriser som ovenstående, men det er princippet jeg her henviser til.

Så hvis det går som jeg forventer, så vil antallet af forsendelser med GLS stige og jo flere forsendelser, jo bedre priser kan vi være heldige at opnå i det at GLS er lidt nemmere at tale med, når det drejer sig om forhandling af priser i forhold til antal forsendelser pr. år. og så er afhentning på din virksomhedsadresse inkluderet i aftalen, igen alt efter antale forsendelser pr. år.

Så bruger du ikke allerede GLS, så kunne det være at du skulle undersøge dine muligheder og priser og have dette lille indlæg i baghovedet, det er ikke sikkert jeg får ret – men skulle det ske, så har du undersøgt tingede og det er godt at være forberedt ;-)

About Jan Jensen

Jeg håber du kunne lide mit indlæg og du er velkommen til at kommenterer herunder! Syntes du at andre kunne have gavn eller have interesse i at læse ovenstående, så husk at stemme på aNyhed.dk eller send et Tweet via Twitter. Tak for din hjælp og interesse og på forhånd tak, med venlig hilsen Jan Jensen