Er flyeren død med mindre du sælger pizza?

I forbindelse med min nye webshop, fik jeg lavet 500 flyers til omdeling i mit eget boligområde – det eneste jeg opnåede, var den gode motion!

Jeg syntes det ville være en god måde at gøre opmærksom på mig selv og den nye webshop, jeg vidste at de dørgreb som rigtigt mange af boligerne har, stadigvæk er det oprindelige dørgreb fra 1986 da boligerne blev bygget – og ja, det er noget rigtigt billigt skidt, så det ville da være oplagt at få dem skiftet ud med et dørgreb fra www.detgodegreb.dk.

Og specielt fra et firma som selv bor i området og bebyggelsen! Jeg havde med vilje ikke skrevet vores adresse på flyeren, da jeg ikke ville have et evt. rend på min private adresse – måske det var en fejl?

Men jeg fik trykt de 500 flyers hos min lokale trykker på noget lækkert 200 gr. papir og gik i gang med omdelingen – og jeg omdelte selvfølgelig en dag hvor der ikke omdeles noget andet post, gratisaviser og reklamer som min flyer kunne drukne i – og så ventede jeg spændt på om jeg efterfølgende kunne se et hav af besøgende i shoppen – men nej, ikke en eneste af de 500 har kigget forbi…

Hvordan ved jeg så det?

Jeg ved det faktisk heller ikke med 100% sikkerhed!

I kampens hede for at komme ud og promovere min shop, havde jeg nemlig ikke skænket det en tanke at lave et link med tracking på, ej heller at sætte en QR kode på som der så kunne scannes og trackes efterfølgende - næh, jeg tænkte blot at shoppen var så ny, så hvis der pludseligt kom 20-25 direkte hits ville jeg hurtigt kunne se dette i Google Analytics som jeg selvfølgelig bruger på shoppen.

Men ikke et eneste besøg (måske lige et enkelt, men så er det bestemt heller ikke mere) - det syntes jeg alligevel er mærkeligt, at der ikke har været nogle der bare har været lidt nysgerrige?

Er flyeren død med mindre du sælger pizza?

Vi kender alle sammen flyeren fra den lokale pizza take away, den bliver nøjsomt gemt i skuffen til senere brug.

Måske min flyer også er blevet gemt i skuffen, jeg tror det dog ikke – den er røget lige i skraldespanden som står umiddelbart ved siden af postkassen og det er lidt en skam, fordi hvordan får vi ellers fat i de kunder som ikke har en computer eller ikke Googler det som de skal bruge…

Det er nemlig ikke alle kunder vi kan ramme med AdWords eller anden for for online reklame, nogle gange skal kunderne gøres opmærksom på en mere direkte måde.

Blive gjort opmærksom på at de har et behov som de på den ene side godt er klar over, men på den anden side bare ikke tænkte over det lige nu – og her tror jeg at flyeren er en god måde at gøre opmærksom på dette behov – men med ovenstående oplevelse, så er jeg ikke sikker!

Måske du kender svaret og har lyst til at dele det med mig og læserne her på bloggen. Måske der også er nogle gode erfaringer at hente fra dig som bor udenfor Danmark’s grænse, jeg vil se frem til alle jeres kommentarer herunder ;-)

About Jan Jensen

Jeg håber du kunne lide mit indlæg og du er velkommen til at kommenterer herunder! Syntes du at andre kunne have gavn eller have interesse i at læse ovenstående, så husk at stemme på aNyhed.dk eller send et Tweet via Twitter. Tak for din hjælp og interesse og på forhånd tak, med venlig hilsen Jan Jensen